Fjordpastoratet
Alrø Kirke er en del af Fjordpastoratet, der består af Alrø, Gylling, Ørting, Falling, Torrild og Hundslund sogne.
På kirkens hjemmeside findes kontaktoplysninger og gudstjenesteplaner.
Se mere på sognets hjemmeside.
Alrø Kirke
Kirken på Alrø skiller sig ud fra de fleste andre jyske landsbykirker ved at være bygget ret sent i middelalderen, muligvis engang hen i 1400-tallet. Den kan altså være o. 300 år yngre end de øvrige kirker i herredet. Den fremtræder som en romansk kirke med kor og skib og rundbuede vinduer, skønt den er bygget langt hen i den sengotiske periode, men altså uden gotisk særpræg (et højt langskib i teglsten med spidsbuede vinduer), – udover at hvælvingen i koret er bygget direkte på muren i stedet for på søjler, som man ser det i de oprindeligt romanske kirker.
Våbenhuset er formodentlig fra slutningen af 18. årh. – samtidig med ommuringen af gavlen mod vest. Mandsdøren mod syd er tilmuret; der er en indvendig niche, hvor den har været. Det bemærkes, at der aldrig har været vinduer i nordmuren, hvad der giver det varme lys i rummet.
Tagkonstruktionen, som er oprindelig, giver plads til hvælvinger, men det fandt Århusbispen, som var kirkeejer i middelalderens slutning, åbenbart ikke midler til, når domkirken skulle have sit flotte kor. Første i 1617 rejstes hvælvet og kun i koret, skønt bygningen var forberedt til hvælvinger også over skibet.
Kirken synes udefra lille på grund af det lave våbenhus og mangelende tårn; men den er ikke så lille endda; mange landsbykirker er mindre. Der er plads til 90, så den har passet til de ca. 300, der boede på øen, før affolkningen tog fart i 1950-erne. Alrø havde førhen 2 købmænd, smedje, skole indtil 1977 og sin egen præst i præstegården indtil 1968. Nu er der ca. 150 fastboende.
Før dæmningen til fastlandet blev anlagt 1931, kunne man benytte et vadested til Gyllingnæs eller færgemandens robåd til Amstrup; men den vigtigste forbindelse udgjorde dampskibet fra Horsens, der lagde til ved dampskibsbroen i det sydvestlige hjørne af Alrø hvorfra den sejlede til Hjarnø, Snaptun og Endelave. Der har tidligere været en livlig forbindelse mellem de tre øer i Horsens fjord. Geologisk set er de af samme oprindelse: bakkeøer fra forrige istid og høvlet flade af bræen under den sidste istid. Det siges, at de har navne efter sagnskikkelserne kong Hjarne, Alrune, hans dronning, og prins Lauge, deres søn; men det er mere sandsynligt, at navnet Alrø har forbindelse med elletræet.
Alteret
Alterbordet er muligvis middelalderligt, men ommuret i nyere tid. Altertavlen er udført “efter fortingning med Mikkel Snedker i Skanderup om at gjøre en ny tavle”. Arbejdets varighed fremgår af betalingen for øl og mad i seks uger for mesteren og hans svend, i alt 7 daler, 1 mark og 4 skilling. Tavlen er stafferet 1625. Over englehovederne ses kirkeværgens og præstens initialer K.I.S. og H.S.P. (Knud Jensen og Sognepræst Hr. Simon Pedersen) Det er en såkaldt katekismustavle med skriftsteder, bl.a. hele nadverritualet. Stilarten er renæssance. Alterstagerne er skænket 1660 af folk, der har været i havsnød under tåge, men har fundet redning ved at blive kaldt til Alrø af kirkeklokken. Alterkalken er sølvsmedearbejde fra 17. årh. Kalken og stagerne kommer kun frem ved gudstjenesten.
Døbefonten
Der er usikkerhed om døbefontens alder og oprindelse. Der findes ikke lignende i landet. Det kan antages, at den er fremstillet af dem, der byggede kirken. Den består af to store granitblokke, groft dekoreret. Den flade reliefdekoration på kummen består af fire væsener, der sidder på hug med udadvendte fødder og med udbredte, nedadrakte arme, der krydses med naboens, og som forneden synes at gribe om dennes fødder. Figurerne har store, runde hoveder med primitivt udhuggede øjne, næse og mund. Imellem disse væsener er fire fugle – to med udbredte vinger – to med vingerne samlet på ryggen.
Der er tydelige spor af farvelægning, som har fremhævet motiverne. Den tåler ikke sammenligning med de romanske granitarbejder fra o. 1200 i kirkerne omkring Horsens fjord. Men er den virkelig fra Valdemar Atterdags regeringstid, er den en sjældenhed. Da havde man for længst glemt den kunst at tilhugge granit. Det fortælles, at den som så mange andre granitdøbefonte har været ude af brug i en årrække, at den blev fundet som vandingstrug på marken, men atter bragt tilbage til sin gamle plads i kirken.
Klokkerne
Det fortælles, at Alrø engang skulle have en klokke fra Lübeck; den blev afskibet sammen med klokken til Glud kirke; men skibet kom i uvejr, og Alrøs klokke skred af dækket og faldt i bølgen. Når så alrøerne sidenhen i stille vejr kunne høre klokken i Glud fra den anden side af fjorden, sagde man:”Den klager for sin mage”. Tilmed sagdes nogen i spøgelsesvejr at kunne høre Alrøs druknede klokke svare fra havets bund.
Selvfølgelig fik man en klokke på Alrø, og den blev skiftet ud mange gange, for man var aldrig rigtig heldig. Så når de hørte klokken fra Glud, som stadig klinger lige smukt, har de med ærgrelse tænkt på den gode klokke i dybet.
I 1949 var klokken revnet og lød ikke særlig godt; reparation opgaves, og der bestiltes en ny, skønt den gamle ikke var mere end 100 år i støbningen. Samtidig var klokkestablen, der dengang stod foran våbenhuset, hvor flagstangen nu er, i så dårlig stand, at den nye klokke blev hængt op i kirkens vestgavl. Men ingen af delene var heldige – heller ikke denne gang. Klokken havde en sær klang – den ramlede mod muren, og gavlen var ikke stærk nok til svingningerne, og desuden savnede alrøerne klokkestablen på kirkegården – så inden 10 år var gået, blev der bestilt en klokke i England, og den blev ophængt i det sydvestlige hjørne af kirkegården i en ny klokkestabel, tegnet af Rolf Graae.- Så endelig i 1961 fik Alrø en klokke, der synger, så man kan være den bekendt, og omsider hedder det, at nu behøver klokken i Glud ikke mere at klage for sin mage.
Prædikestolen
Prædikestolen er i ny-renæssance fra 1892; dens forgænger omtales i synsprotokollen i 1700 og 1721 som meget slet, sammenslagen af fyrrefjæle, så den har nok ikke været noget at gemme på. 4. juni 2015: Indvielse af ny prædikestol. Maler: Adam Becher. Motivet bygger på Treenigheden: Faderen, Sønnen og Helligånden.
Orgelet
Det lille orgel er tegnet af arkitekt Rolf Graae, der stod for en nænsom restaurering af kirken 1961; det er bygget af Marcussen & Søn, Åbenrå. (Gedakt 8`, Rørfløjte 4`, Principal 4`, Gedaktfløjte 2`, Oktav 1`). På grund af det lille orgelhus er de fem største piber i gedakten ”krøllet sammen” og placeret under vindladen, og de fem dybeste i principalen er konverteret til rørfløjte.
Klokken i gavlen skulle så blive hængende blot til pynt; men klokkestøberen tilbød at forbedre dens klang og stemme den efter den store klokke.
Nu er der altså to klokker på øen, som begge kan gøre sig, og når de ringer sammen og synger duet, er det en fest at høre. Det sker kun ved de store højtider og ved bryllup, for den lille klokke i kirkegavlen må ikke røres for meget. Desuden har en due fået for vane at bygge sin rede oven på den. Den daglige morgen- og aftenringning samt almindelig ringning til tjenester i kirken varetages af den store klokke. Den bærer inskriptionen: ”I fryd, i savn, i Jesu navn”, digtet af Jørgen Østergaard Olesen, som var den østre købmand på øen i henved en menneskealder.
Gamle ringetraditioner holdes i hævd. Skønt sjæleringning blev forbudt ved reformationen i 1536, fortsætter den ufortrødent: Ved dødsfald på øen bliver der ringet i en time. Desuden er det skik at slå nogle slag på klokken, når en grav er kastet.
I tidens løb har mange kunnet takke klokken på Alrø for deres liv. Folk, som har været på fjorden i en båd eller på isen i stille vejr og dér er blevet overrasket af tåge, – de har kunnet flakke om i timevis uden at finde land, og når så mørket skulle til at falde på, og alt syntes håbløst, har aftenringningen sat i og vist de vildfarne retningen mod land.
Den nye klokkestabel er i 2019 genopført efter originale tegninger af arkitekt Rolf Graae og opført af Tømrermester Christian Stougaard, Fensten.
Nationalmuseet har udarbejdet en omfattende beretning om Alrø Kirkes historie.