Stenalderen

Alrø er med sine knap 8 km² den største af de tre øer i mundingen af Horsens Fjord. Den langstrakte, lave ø var i stenalderen delt i to af en sænkning, der endnu kan anes nord for rækken af gårde, der strækker sig langs den lave rygning, hvor nu også vejen gennem øen løber. Ved ekstremt højvande bliver sænkningen meget tydelig; jorderne omkring den afvandes af Holterenden, hvorfra vandet pumpes ud i fjorden ved øens vestende, der nu er sikret mod højvande med en dæmning.

Ved udløbet er renden gravet gennem en køkkenmødding, også andre fund fra Alrø viser, at i den sidste del af jægerstenalderen, ertebølletid, der varede fra ca. 5400 til ca. 4000 f. Kr., levede menneskene her hovedsageligt af jagt og fiskeri. Der har givetvis boet mennesker på Alrø lige siden, hele tiden i nært samspil med fjordens øvrige befolkning. Der var aldrig langt til nabokysterne fra øens færgesteder og vadegrunden fra øens østende til Gyllingnæs.

Alrune

Sagnene om vikingedronningen Alrune og kong Hjarne på Hjarnø er gode historier, men uden baggrund i virkeligheden. I Kong Valdemars Jordebog, der er en fortegnelse fra 1200-tallet over kronens besiddelser, kan man til gengæld se, at Alrø dengang som mange andre af Danmarks øer tilhørte kongen. Der står: ”Alrø. Hus. Hare.” Dvs. der er et hus – en kongelig jagthytte – og harer, dengang som senere et yndet jagtbytte. Folk på øen var kronens bønder, og med tiden, måske så sent som i 1400-tallet, fik de den stenkirke, der endnu står med et senere våbenhus, hvælv i koret fra 1617 og en meget mærkelig døbefont.

Bondestenalderen

Fra ca. 4000 til ca. 1700 f. Kr. blev folk bofaste og gav sig til at dyrke jorden, men fra hele den lange oldtid er der meget få fund fra Alrø. Man ved, der engang lå en vældig stendysse et sted på øen, men der kendes ingen sikre spor af bebyggelse.

Den gode jord af fed frugtbar moræneler er blevet for grundigt dyrket gennem årtusinderne, og man skal et stykke ind i middelalderen, før Alrø dukker op i historien, dvs. at den omtales i skriftlige kilder.

Middelalderen

I løbet af middelalderen, måske i 1300-tallet, da kronen pantsatte mange af sine besiddelser, kom Alrø under Aarhusbispen, men med reformationen i 1536 blev den som det meste af kirkens gods igen kronens. Befolkningen var kronens fæstebønder indtil 1661, da Frederik III gav Alrø og Endelave i faddergave til to sønner af Niels Banner, kronens lensmand på Aakær. De beholdt ikke øen længe, og efter nogle år med skiftende ejere forskellige steder i landet blev Alrø fra omkring 1700 familien Rosenmejers ejendom.